Kan din arbejdsgiver sende dig hjem uden løn pga. force majeure? Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vinder sag i Arbejdsretten om spørgsmålet.

Sagen er betydningsfuld da den fastslår, at en arbejdsgiver ikke uden videre kan sende risikoen under en nedlukning videre til sine medarbejdere.

Det kan nemt tænkes, at der kommer nye situationer med nedlukninger af arbejdspladser. Det kan naturligvis være pga. corona, men også fx ved nedlukninger pga. stop i energiforsyning til produktion.

En nedlukning af samfundet pga. corona kan ikke uden videre bruges som force majeure og fritage arbejdsgiver for forpligtelsen til at betale løn. Det har Arbejdsretten fastslået for nylig i en sag, som FH har ført for Serviceforbundet.

FH’s advokat Ann-Beth Kirkegaard har ført sagen i Arbejdsretten. Den handlede om en medarbejder i et vagtfirma i Københavns Lufthavn, som blev hjemsendt med dags varsel uden løn. Arbejdsgiveren begrundede det med at lufthavnen var blevet nedlukket. Men dommen viser, at arbejdsgiveren ikke havde hjemmel i arbejdspladsens overenskomst til at gøre dette.

Sagen er af stor principiel betydning for evt. kommende sager om hjemsendelser under nedlukninger.

Læs mere om sagen her.