Både før og under valgkampen har vi hørt rigeligt til den såkaldte “ældrebyrde”

Der er mange ældre, som er meget trætte af at få at vide, at de er en byrde for samfundet. Mange opfatter sig til gengæld, som en del af en “ældrestyrke”.

Lad os derfor se lidt på hvad ældrestyrken består af:

  • det er en stor mængde erfarne medarbejdere, som har været på arbejdsmarkedet det meste af deres liv og accepteret at betale en høj skat i forventning om, at skatten også er en statslig opsparing til deres pension
  • det er rigtig mange ældre, som godt nok har nået pensionsalderen, men de arbejder videre i fuld- eller deltidsjob i øvrigt på trods af, at de er blevet kraftigt modregnet i deres Folkepension
  • det er en masse ansatte i virksomheder, hvor man godt ved, hvor betydningsfuldt det er at have ældre, erfarne medarbejdere
  • det er mange ældre, som udfører arbejde, hvor der ikke kan findes andre til at udføre det – både i arbejdslivet og i fritidslivet
  • det er utrolig mange ældre, som udfører en enorm mængde samfundsnyttigt arbejde ved fx. at passe deres børnebørn når de er syge, så forældrene kan gå på arbejde
  • det er ufattelig mange ældre, som er dybt engageret i foreningslivet. Det kan fx. være som administratorer i boligforeninger, trænere i sportsorganisationer, som frivillige lektiehjælpere eller frivillige undervisere af flygtninge.  Det er i øvrigt høj grad ældre, som opretholder det fantastiske danske foreningsliv
  • det er en masse ældre, som er langt mere ressourcestærke end tidligere årgange. Mange af de ældre har pænt store pensionsopsparinger og betaler meget i skat af dem
  • det er mange ældre, som gør en stor indsats for at holde sig sunde og raske og derfor ikke belaster sundhedsvæsenet så voldsomt
  • det er en masse yderst aktive ældre, som fx. bruger rejse- og kulturlivet som aldrig før, hvilket er med til at holde beskæftigelsen oppe og lægge en stor omsætning i mange virksomheder

Finansieringsproblem?

I den netop afholdte valgkamp er der blevet talt meget om finansieringsproblemet i den offentlige sektor, da vi forholdsvist bliver mange flere ældre. Det er en vigtig problemstilling, som delvist er løst ved at tilbagetrækningstidspunktet løbende bliver flyttet for, hvornår man kan få efterløn og folkepension. De store forlig i Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011 er med til at vende billedet, så arbejdsstyrken tilpasses de aktuelle behov. Den danske finanspolitik er grundlæggende holdbar, men der skal naturligvis undervejs ske ændringer. Det kan meget vel betyde, at den enkelte bliver nødt til at spare mere op til pension privat eller kollektivt og at der skal findes modeller for, hvordan man sikrer alle en fornuftig pension, også for de som ikke har haft mulighed for at fylde meget op på deres private pensionsdel fx pga. sygdom eller lavtlønsarbejde.

Dette kræver, at man i Folketinget bliver enige om, hvordan det skal løses. Her ligger en af de mere langsigtede udfordringer for det nye Folketing. Men tages der højde for det, er der god tid til at tage de nødvendige beslutninger.

Fastholdelse af medarbejdere

Hvordan holder vi på de ældre medarbejdere? Vi ved, at der er brug for alle hænder på arbejdsmarkedet.

Vi skal arbejde på at arbejdsgiverne giver meget mere rum til at fastholde ældre medarbejdere. Det gøres fx ved at opbygge fleksible arbejdsmodeller, hvor arbejdsudførelsen tilpasse de ældres ønsker om omfang, arbejdstid, belastning mm.

Vi skal også som kolleger bakke op omkring vores ældre kolleger ved at vise forståelse for alle fordelene ved at fastholde kolleger, som i høj grad har erfaringer og evner til at løse en masse opgaver.

Læs mere i vores næste uddybende artikel om hvordan vi kan fastholde vores ældre kolleger.

Husk – det hedder “ældrestyrken” og sig fra hver gang du hører ordet “ældrebyrde”! For det er en slem gang vrøvl.