Der sker store forandringer på det danske arbejdsmarked i disse år.

Der er også en kendsgerning, at den traditionelle fagbevægelse er udfordret. Det er svært at holde på medlemmerne og mange unge melder sig ikke ind en organisation, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.

Mange unge har problemer med deres daglige trivsel. De oplever også ofte problemer med dårligt arbejdsmiljø både når de starter et job, men især i de jobs, som de arbejder i, mens de er under uddannelse.

Mange unge har den opfattelse, at de selv nok skal klare at forhandle sig til rimelige vilkår med deres nye arbejdsgivere. Det er også en opfattelse, som bekræftes af mange modstandere af fagbevægelsen.

FH’s nye formand, Morten Skov Christiansen har sat sig for at gøre noget ved den fejlagtige opfattelse. I et indlæg argumenterer han for at virkeligheden er en anden. Han mener, at det argument er direkte forkert og udtryk for en historieløshed og en privilegieblindhed og siger, at man altid skal være på vagt, når folk som har deres på det tørre, har travlt med at forsikre om, at der skam ikke er modsætninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Virkeligheden er den, at store dele af det danske arbejdsmarked er massivt udfordret, og det kræver et kollektivt fællesskab at stå op imod.

Morten Skov henviser til de unge mennesker i TV2’s Michelin-dokumentar eller detailmedarbejdere der aldrig kender deres arbejdstid på forhånd, eller Wolt-buddet med det brækkede ben uden forsikring, fordi arbejdsgiveren ikke anerkender sit ansvar.

Der er desværre for mange eksempler. Jo mere udsatte job folk arbejder i, jo dårligere står det ofte til med organiseringen.

Tilfældighed?

Næppe. Se rundt omkring i verden. Jo mere lønmodtagerne står samlet, jo bedre arbejdsvilkår har de.

Dialogen mellem den organiserede fagbevægelse og arbejdsgiverne sikrer også, at der opstår så få konflikter som muligt.

Kendsgerningen er, at jo flere vi står sammen, jo mere indflydelse får vi, og jo bedre vilkår kan vi hjælpe hinanden til. Det er selve kernen af vores fællesskab.

Tiden er ikke løbet fra, at vi som lønmodtagere skal organisere os for at opnå det, vi gerne vil.

I safu har vi også mange eksempler på, at vores medlemmer er presset i deres job. Vi har hver uge medlemmer, som har brug for vejledning og nærværende vejledning.