Kriser kræver sammenhold
I de seneste år har samfundet oplevet den ene krise efter den anden. Efter at corona i den grad påvirkede samfundet havde vi for et år siden håb om, at 2022 ville blive et mindre krisefyldt år i Danmark. Der er sket det modsatte.
Ved årsskiftet var der kun få som kunne forestille sig, at der ville komme en brutal krig i Europa, som voldsomt påvirker vores daglige liv. Krigen i Ukraine, de tårnhøje energipriser, svag økonomisk vækst, inflationspres og stigende renter har skabt en krisestemning i Europa, som vi ikke har kendt længe.
De enkelte husstande er under pres, mange danskere kan kun lige få økonomien til at hænge sammen og en stor del af os er langt fra forberedt på fx at skulle klare sig igennem en større uforudset udgift.
Vi har desværre meget travlt i safu. Bekymrende mange medlemmer har fået en fyreseddel. I safu gør vi alt, hvad vi kan i den situation. Vores medlemmer oplever, at de kan regne med safu. Vores grundværdier bygger på, at intet medlem skal føle sig alene. Vi står sammen med vores medlemmer hele vejen.
Det er ikke altid vi kan vende situationen, men vi gør alt for at sikre, at safu medlemmer bliver behandlet korrekt både mens de er i job og når de skal videre.
Vi skrev sidste år og gentager det i år: Husk at du altid kan trække på bistand i safu, før du tager fat på forhandlinger med din arbejdsgiver.
Det er det helt basale i dit medlemskab i safu.
Flere medlemsfordele
I safu har bestyrelsen besluttet at udvide de medlemsfordele vi tilbyder.
Mange medlemmer har opdaget, at safu er blevet en del af fagbevægelsens store fordelsprogram. For dig som medlem er det ganske enkelt at få en hel række økonomiske fordele, som er så store, at de kan opveje vores meget lave fagforeningskontingent. Gå ind på safu.dk og læs om Pluskort og bliv straks medlem. Vi kan ikke hindre, at din købekraft er blevet reduceret, men med alle de økonomiske fordele du får som medlem vil du i længden kunne få mere for dine penge.
Alt tyder på at 2023 bliver et konfliktfyldt år. Der kommer svære overenskomstforhandlinger og der bliver kamp om at fastholde de helligdage, som i dag er en del af aftalesystemet i Danmark. Vi håber også, at den høje beskæftigelse kan opretholdes og først og fremmest håber vi på, at der kommer fred i Europa. Det vil ændre situationen.
Vi ønsker dig held og lykke med dit arbejde og din arbejdssituation og et rigtig godt nytår.
safu