Et dilemma – når flere skal i job

" Vi har søgt højt og lavt og haft mange kontakter til jobcentre. Vi har også haft flere af de arbejdsmarkedsparate i praktikforløb, men desværre har vi måtte afslutte forløbene efter ganske få dage".

“Nogen kommer ikke. Nogen kommer simpelthen ikke som aftalt.  Nogen er fysisk i så dårlig forfatning, at de selv ikke med god vilje kan karakteriseres som ‘arbejdsmarkedsparate’. Og nogen tror de ikke skal bidrage – de lever i den vildfarelse, at de ikke rigtigt skal bidrage til dagens arbejde, selv om de er mødt op”.

Sådan lyder det fra Peder J. Madsen, direktør på Hotel Koldingfjord, der på Facebook langer hårdt ud efter regeringens jobudspil, der bl.a. skal sikre at nyuddannede kommer hurtigere i arbejde – og at ægtefæller til pensionister får en gulerod til at arbejde mere.

For Peder har – trods 1400 ledige koldingensere – ikke været i stand til at finde arbejdskraft nok til stillinger han selv beskriver som ‘gode, overenskomstdækkede job’ i fx. køkken, restaurant, etc.

” Det er synd for hver eneste af dem. Der er ikke opstillet tydelige krav og forventninger til dem fra samfundets side”.

Det er så dét regeringen søger at gøre med deres nyeste tiltag på arbejdsmarkedet. Flere skal i arbejde og alle skal bidrage til samfundets udvikling, så ingen dagpenge eller kontanthjælp, skal udbetales, hvis ikke den ledige er villig til at påtage sig nær sagt et hvilket som helst job.

På den ene side er det et sundt princip, hvis bare verden var sort/hvid. Men verden er ikke sort eller hvid.

I safu bakker vi op om regeringens intention; at man som ledig skal gøre en reel indsats for at komme ud af arbejdsløshedskøen og være parat til at påtage sig de job der udbydes. Forudsætningen er at både arbejdsmarkedet og samfundet tilsvarende forholder sig til virkeligheden. Og at de job der tilbydes, er ordentlige.

For virkeligheden er også at mange virksomheder frasorterer kandidater på forhånd, fx ud fra alder. Og lige lidt hjælper det, at regeringen samtidigt søger at fjerne et krav om at alder må indgå i ansøgningen og bedømmelsen af den enkelte. Er det 30 år siden en ansøger har afsluttet sin uddannelse, hvilket vil fremgå af CV’et, ja, så hjælper det lige fedt, hvis ikke der sættes ind på mere grundlæggende uhensigtsmæssigheder på arbejdsmarkedet blandt de arbejdsgivere der fravælger og diskriminerer på forhånd. Og selvom det særligt er de private virksomheder, som fravælger kandidater med mange års erfaring, så er denne dårlige kultur også udbredt i offentlige virksomheder.

Dernæst savnes der værktøjer og investeringer i, at der skabes brobygning som ordentligt kan vende den indstilling som Peder J. Madsen efterlyser, så dem der er i en dårlig forfatning og ikke kan betegnes som ’arbejdsmarkedsparate’, får en hjælp til at komme i job igen. Tilsvarende skal arbejdsgiverne understøttes og presses til at tage deres del af samfundsansvaret – det kan ikke kun være de ledige, der skal fokuseres på.

For mængden af uordentlige job vokser. O-timekontrakter, atypiske ansættelser og lignende job, hvor medarbejderen selv skal bære løn under sygdom, job uden forsikringer og pensionsordning, bliver der flere og flere af. Alt imens de mange falder igennem det sociale netværk tjener arbejdsgiverne gode penge. Det er ikke fair eller rimeligt.

Arbejdsgiverne skal også løfte deres del af ansvaret og tilbyde job den enkelte kan leve af.

Den gordisk knude regeringen har sat sig for at løse går ikke ’væk’ med tvang og blikket stift rettet mod den lediges pengepung alene. I et samfundsperspektiv skal det også erkendes, at indsatsen indtil nu ikke har været tilstrækkelig. Og med respekt for at det er mennesker vi til syvende og sidst har med at gøre, skal der tænkes bredere og mere langsigtet, end det sort/hvide perspektiv, der umiddelbart er spillet ud med.

Måske a-kasserne har noget at bidrage med i løsningen af det dilemma, der i disse dage er trukket frem på den politiske dagsorden?

Verden er ikke sort/hvid, så der er brug for et politisk gennemarbejdet forlig, hvor Folketinget seriøst også vil lytte til dem der i dag er den svage part i den reform, der skal forhandles på plads i den kommende tid.