Det Økonomiske Råds formandskab – vores økonomiske vismænd – har i en ny rapport angivet, at afskaffelsen af St. Bededag som helligdag ikke vil få en varig effekt på arbejdsudbuddet, som der var blevet givet udtryk for.

Formandskabet vurderer ikke, at der findes tilstrækkelig evidens for sagen. Dermed går vismændene direkte imod Finansministeriets vurdering, der har ligget til grund for den politiske beslutning om at skrotte helligdagen.

Det lød ellers fra Regeringen, at afskaffelsen ville give en effekt på arbejdsudbuddet på 8.500 personer.

”En forudsætning for, at der kan regnes med en varig effekt på arbejdsudbuddet, er, at der findes troværdig empirisk evidens for sådan en effekt”, skriver vismændene. De skriver videre: ”Effekten ventes i nærværende fremskrivning imidlertid ikke at være varig, idet afskaffelsen hverken påvirker tilskyndelsen til at arbejde mere eller befolkningens lyst til at holde fri”.

I fagbevægelsen kan vi kun ærgre os over, at Regeringen har brugt krise-retorik og økonomisk sortsyn på en så letfærdig måde.

 

Dansk økonomi er i topform

Med rapportens gennemgang af dansk økonomi er det krystalklart at arbejdsmarkedet er i topform og der er brug for et kursskifte i reformpolitikken. Beskæftigelsen er tårnhøj. Nu må der reformer til, som sikrer flere faglærte og en forbedring af den offentlige sektor. Der er desuden råderum til at lønmodtagernes realløn kan blive indhentet og til at Danmark satser endnu mere på den nødvendige grønne omstilling.