Søndag den 5.2 bliver den foreløbige kulmination på den massive kritik, som Regeringen har mødt fra alle sider af samfundet. Fagbevægelsen har indkaldt til en bred og tværpolitisk demonstration på Christiansborg Slotsplads kl. 14-16. Ambitionen er, at initiativet kan samle de mange organisationer og stemmer, som ønsker at bevare St. Bededag.

Fagbevægelsens Hovedorganisation er tydeligvis ikke alene om at være inderligt imod Regeringens forslag. Mange andre har været meget kritiske over forløbet.

Tirsdag den 24.1 havde mere end 414.000 allerede skrevet under på, at bededagen skal bevares og antallet vokser stadig.

I safu har vi været imod fra dag 1. Læs vores artikler her på sitet. Vi bakker vores hovedorganisation FH helt op og opfordrer alle til at skrive under og deltage i demonstrationen. Læs også hvorfor alle landet store organisationer er imod på FH’s site

Regeringens forslag må fjernes af utallige gode grunde. I safu er vi kede af, at forslaget har skabt så stor vrede, at det kommer til at påvirke overenskomstforhandlingerne, som er startet. Resultatet af disse forhandlinger kan blive afvist alene pga. den opsparede vrede, hvis ikke forslaget tages af bordet. Modstanden er voldsom i hele befolkningen – uden tvivl er mere end 2 ud af 3 imod.

I Danmark er der stor tilslutning til den danske model. Formanden for FH, Lizette Risgaard, udtrykker det således: ”Jeg vil gerne kvittere for den tillid og støtte, danskerne viser til os og den danske model med de her besvarelser. Det er så godt, at danskerne ved, hvor afgørende det er for vores arbejdsmarked, at arbejdsgivere og lønmodtagere har frie hænder til at styre arbejdstiden. Man kan jo undre sig over, at det åbenbart kun er politikerne i regeringspartierne, der ikke forstår det.”

Alle kan stadig skrive under på www.bevarstorebededag.dk