Det har taget sin tid. Men i marts fik EU endelig vedtaget et direktiv om vilkårene for de såkaldte platformsarbejdere. Det er fx personer, som arbejder for Wolt, Uber, Foodora og i mange andre brancher.
Men vi kender også problemet i safu! Vi får jævnligt henvendelser fra medlemmer, som er ved at blive opsagt og i stedet bliver tilbudt at blive ”selvstændige”. Det man reelt kalder ”falsk selvstændige”
Nu kan ansatte, som arbejder for disse platforme endelig få en korrekt beskæftigelsesstatus, som enten lønmodtagere eller selvstændige.
Alt for mange – især unge – arbejder for virksomheder, som ganske enkelt har misbrugt begrebet ”selvstændig” for at undgå omkostninger til løn under sygdom, feriepenge og nægter at påtaget sig ansvar for arbejdsulykker.
Med det nye EU-direktiv er der basis for at vi i Danmark kan få udmøntet direktivet i lovgivning. Direktivet forpligter medlemslandene til at gøre dette. I safu mener vi, at lovgivningen haster. Ifølge EU findes allerede omkring 500 digitale arbejdsplatforme med omkring 28 mio arbejdstagere. Dette tal vokser støt og er i den grad med til at undergrave et velreguleret arbejdsmarked.
Det som vi skal have indført, er bla. lovgivning med en såkaldt ”formodningsregel”.
Formodningen skal slå fast at en medarbejder, som arbejder under instruktion og kontrol fra en virksomhed har en ”formodning for lønmodtagerstatus”. Når det er slået fast, bliver det meget nemmere, at fastholde arbejdsgiverne på deres ansvar for deres ansatte.
Læs mere her.