For første gang i halvandet år stiger reallønnen.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser en svag stigning i reallønnen.
På de forskellige områder ser tallene således ud:
Lønnen steg med 4,9 pct. på DA-området i 3. kvartal 2023. Det er 1,5 pct.- point mere end i 2. kvartal 2023. Inflationen var 2,1 pct. i 3. kvartal 2023, hvilket var godt 1,4 pct.-point lavere end 2. kvartal 2023.
Inflationen er aftaget betydeligt igennem 2023. Udviklingen i løn og priser indebærer en stigning i reallønnen på DA-området på 2,7 pct. i 3. kvartal 2023. Det er første gang i halvandet år, at reallønnen stiger.
Funktionærernes årlige lønstigningstakt var 4,3 pct. i 3. kvartal 2023, hvilket er 1,2 pct.-point over udviklingen i forrige kvartal.
Arbejdernes lønstigningstakt var 5,4 pct. i 3. kvartal 2023, hvilket er 1,7 pct.-point over 2. kvartal 2023. For både funktionærer og arbejdere var der tale om den højeste lønudvikling siden 2008. Lønudviklingen i fremstillingsvirksomhed og inden for serviceprægede erhverv var hhv. 5,0 pct. og 4,7 pct. i 3. kvartal 2023, mens lønudviklingen inden for bygge- og anlæg var 5,4 pct.
I henhold til Danmarks Statistiks lønindeks steg lønnen 2,4 pct., 2,9 pct. og 2,5 pct. for hhv. statsansatte, kommunalt ansatte og regionalt ansatte.
Reallønnen tiltog således også i alle tre offentlige delsektorer. Det sker efter ni kvartaler i træk med faldende realløn i den offentlige sektor.
Reallønnen angiver, hvor meget lønstigningen overstiger inflationen. Den er dermed et mål for den reelle forbedring i købekraft som følge af lønudviklingen.
Vil du vide mere – læs her en artikel på FH’s hjemmeside.