CO-industri og DI har netop indgået aftale om nye overenskomster for de ca. 230.000 lønmodtagere, der arbejder i industrien.
Der er både stigning af reallønnen og nye rettigheder for at holde fri med familien. Det er kort sagt resultatet af aftalen, men der ligger en masse interessante forhold, som sikkert vil blive en del af mange andre overenskomster.
I industrien bliver selve lønnen forhandlet lokalt med udgangspunkt i den enkelte virksomheds økonomi, men med de nye overenskomster er alle ansatte sikret flere penge, som kommer oven i de lokale lønstigninger. I løbet af de tre år, som aftalen gælder, stiger Fritvalgskontoen med to procent, og pensionen stiger med én procent. Aftalen indeholder nye rettigheder for lønmodtagerne til at bruge Fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien. F.eks. får forældre ret til at holde fri med børn i op til tre sygedage, bedsteforældre får ret til at holde to omsorgsdage årligt med børnebørnene, og det bliver en rettighed, at man kan tage fri for at ledsage nære familiemedlemmer til samtaler med myndigheder eller i sundhedssystemet – f.eks. tage med sine forældre på sygehuset.
Disse nye rettigheder er et stort fremskridt for familielivet. Det er der brug for i mange travle familier. Det helt centrale er, at det er rettigheder og ikke noget som skal forhandles lokalt, når behovet opstår.
I overenskomsten sikres arbejdsmiljørepræsentanter et vederlag for arbejdet. Kravet er, at de er medlem af et CO-industriforbund. Dette er med til at styrke den danske model, hvor både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter er en stor del af fundamentet på arbejdspladserne.
På kort form dækker aftalen punkterne herunder i de næste 3 år:
- Fritvalgskontoen stiger med to procent fra 9 til 11 procent – der bliver lagt én procent på i 2026 og én procent i 2027.
- Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med én procent, og det sker allerede fra den 1. maj 2025. Det betyder, at arbejdsgiverne fremover indbetaler 11 procent og lønmodtagerne 2 procent til pension.
- Mindstelønnen stiger fra 136,15 kr. til i alt 146,90 kr. i overenskomstperioden.
- Lønmodtagerne får nye rettigheder til at bruge Fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien. Det er bl.a. ret til fri ved barns tredje sygedag, to årlige børnebørns-omsorgsdage og ret til at ledsage nærtstående ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder (op til to dage og ved kritisk sygdom op til fem dage).
- Lønmodtagerne får ret til at sige nej til overarbejde i visse personlige og familiemæssige situationer.
- Tillæg for overarbejde bliver forøget med 3 procent hvert år. Øvrige tillæg bliver forhøjet med 3,5 procent pr. år.
- Lønnen til elever, lærlinge og praktikanter stiger med 4 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 3,5 procent i 2027.
- Feriefridage bliver fremover lagt på Fritvalgskontoen. Det betyder, at virksomheden skal udbetale pengene for de feriefridage, medarbejderen har tilbage.
- Parterne er enige om at sende et fælles signal til virksomhederne om, at den naturlige løsning, når en virksomhed tiltræder overenskomsten på 50 procents-reglen er at lave en optrapningsordning. Det er kun relevant for HK’erne, og en optrapning vil f.eks. sikre dem Fritvalgskontoen – ligesom alle andre på overenskomsten.
- Funktionærerne får ret til en årlig lønsamtale, hvis de ønsker det.
- Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industris medlemsforbund, får et vederlag på 9000 kr. årligt.
- Reglerne for forældreorlov/barsel i overenskomsten bliver udvidet til at omfatte nye familieformer. Det blev gjort muligt via lov i 2024, og nu – ved første mulighed – bliver overenskomsten tilpasset, så også lønnen følger med de nye rettigheder. Overenskomsten giver mulighed for at dele barselsorloven på fuld løn mellem mere end to personer. Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer.
- To ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov. Ugerne er til fri fordeling blandt forældrene.
- Ret til tre ugers ekstra løn under sygdom. Det betyder, at timelønnede i alt har ret til 17 ugers løn under sygdom.
- Mulighederne for uddannelse bliver forbedret, hvis man bliver opsagt. De fem ugers efter- og videreuddannelse, man kan få ved opsigelse, kan man nu også få op til to uger efter fratrædelse.
- Ordningen med uddannelsesrepræsentanter bliver udvidet, så man nu får ret til at vælge to på virksomheden – én for timelønnede og én for funktionærer.
Fakta om det som man kalder gennembrudsforliget på det private arbejdsmarked er, at det sætter rammen for efterfølgende overenskomster i andre erhverv.