Folketinget behandler i november et forslag om at hæve satsen for seniorpræmien. Det vil øge Statens udgift til cirka 1 mia i 2029. Lovforslaget får ikke den store betydning og beregnes til kun at øge arbejdsudbuddet med ca. 100 fuldtidspersoner.
Fakta: Seniorpræmien gives i dag til personer, der arbejder mindst 30 timer om ugen i enten det første eller andet år eller begge år efter folkepensionsalderen.
Men præmien er kun til glæde for de stærkeste og ikke for de flittigste. Det er helt skævt og uretfærdigt, at vi i Danmark har en seniorpræmie, der kun belønner de mest velstillede og stærkeste seniorer, der kan holde til at arbejde mindst 30 timer om ugen (ca. 4 dage) i et helt år.
Denne gruppe opnår retten til at få den skattefrie præmie på i dag 48.555 kr. det første år og 28.902 kr. det andet år efter folkepensionsalderen.
FH har undersøgt, hvem som har mest glæde af præmien. Det viser sig, at modtagerne af seniorpræmien har en gennemsnitlig indkomst på 650.000 kr. før skat og ekskl. pension i 2024.
Modtagerne er koncentreret i de rige kommuner, især i Nordsjælland. Fx opfyldte knap 30% af de 68-69-årige i Gentofte kravene til at få præmien i 2024, mens det kun gjaldt omkring 8% i Sønderborg.
I øvrigt arbejder langt størstedelen af de seniorer, der opfyldte kravene til seniorpræmien 37 timer eller derover om ugen i 2024. Det er ikke grænsen på 30 timer og udsigten til seniorpræmien, der får dem til fortsat at trække i arbejdstøjet, efter pensionsalderen er passeret.
Mange medlemmer af FH’s 62 forbund har arbejdet fuldtid siden de var 16 år gamle, modsat akademikerne, der først begynder et fuldtidsjob engang i 20’erne eller senere. Derfor foreslår FH at gøre præmien mere retfærdig og lettere tilgængelig.
Sænk timekravet
FH foreslår en mere retfærdig seniorpræmieordning, der ikke kommer til at koste staten ekstra penge. FH foreslår, at man lægger seniorpræmien om, så man skal arbejde mindst to dage (14,8 timer) om ugen for at opnå adgang til seniorpræmien. Mange medlemmer i FH kan ikke holde til at arbejde tæt på et fuldtidsjob, men vil gerne tage et par arbejdsdage om ugen. På den måde belønnes de, der kan og vil give et par gode dage – ikke kun dem, der kan holde til næsten fuldtid og i øvrigt har en god, høj indkomst i forvejen. Det er retfærdigt!
Ændringen kan finansieres uden at det koster Staten ekstra ved blot at justere præmien ned fra 44.100 kr. til 40.900 kr. i 2029.
Det vil give mange flere lyst til at fortsætte med at arbejde og nok især i faggrupper, som der er mangel på. Endelig vil det skabe langt større retfærdighed, at mange flere kan få del i præmien.
FH betegner det som anerkendelse uden ulighed. Her gives alle et klap på skulderen, hvis de tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet.
Læs FH’s artikel her.