Vi har set det så tit. Så snart der er antydning til panik og krisestemning i dansk økonomi kommer der krav om nedskæringer fra arbejdsgiverne og den ene side af Folketinget.
- krav om markante forringelser på dagpengene
- fjern ret til tidlig tilbagetrækning
- lad pensionsalderen stikke af
Dette er hvad der især er fokus på.
Men Dansk Industri topper op med
- krav om sænkelse af selskabsskatterne
Kravene er velkendte og uigennemtænkte. Der er med andre ord fuld plade på ødelæggende forslag, fordi vi skal finde penge til forsvaret.
Forslagene er ødelæggende fordi det ikke er den rette metode til at sikre befolkningens opbakning til store samfundsinvesteringer. Forringede muligheder for at trække sig tilbage, højere pensionsalder og et ødelagt dagpengesystem skal ikke betales af lønmodtagerne, samtidig med at virksomhedsejerne kan skåle i champagne over skattelettelser.
Solidariske løsninger
Dansk økonomi og opbakningen til vort velfærds- og skattesystem hænger sammen med, at vi er sammen om at betale regningen. De usolidariske angreb på, at lade de svageste betale regningen vil i sidste ende svække vores økonomi.
Vi har i Danmark et rimeligt fleksibelt og trygt dagpengesystem. Det hænger sammen med at 2 millioner danskere er medlemmer af en a-kasse. Får man en fyreseddel er det ikke økonomisk ruin og lønmodtagerne er ikke bange for at omstille sig med nye jobs. Det er en del af den flexicurity model, som har gjort, at vort erhvervsliv er lynhurtigt til at omstille sig til fortsat at være konkurrencedygtigt. Der er ikke mange lande i Verden med et mere omstillingsparat og konkurrencedygtigt samfund.
Derfor skal det skrives med fede typer: Velfærdssamfundet med sin store omstillingsevne er en forudsætningen for at vi kan bevare den høje velstand i Danmark!
Vi skal derfor afskrive de kortsigtede løsninger og mange panikforslag, som vi i øjeblikket læser i dagspressen:
Der kommer uden tvivl masser af den slags forslag i de næste år, hvor vi er nødt til at investere stort i våben og soldater.
Derfor må vi hele tiden have øje for, at vores politikere ikke falder for letkøbte løsninger, der skaber utryghed nu, hvor vi i Danmark har brug for social sammenhængskraft, fælles løsninger i kamp mod vores ydre fjender uanset om de kommer fra Putins diktatur eller Trumps stadig mere autoritære samfund, som vil påføre os en alvorlig handelskrig og indskrænke vort territorium.
Tag en dyb indånding og lad os få de økonomiske fakta på bordet.
- Danmark er ikke ved at gå konkurs.
- Vi har en af verdens stærkeste økonomier.
- De nyeste tal fra Finansministeriet angiver, at dansk økonomi sætter nye rekorder.
- Finansministeriet opjusterede for nylig det finanspolitiske råderum med ca. 21 mia. kr.
- Der er plads til de store stigninger i forsvarsudgifterne i det nuværende råderum.
- De allersidste tal fra Nationalbanken (ultimo marts) siger, at der er udsigt til at det økonomiske råderum nærmer sig de 40 mia. kr.
Dermed er der også flere frie penge til forsvar, mere grøn omstilling og afvisning af nedskæringer på arbejdsmarkedet eller i vort sundheds- og uddannelsessystem.