Nordlyset og safu
I safu kobler vi vores vision og mission sammen med nordlyset, i en blanding af nyt og gammelt. Lidt med et glimt i øjet, men også for at give associationer til mere end bare det rationelle. For at være på arbejdsmarkedet de bedste og de fleste timer af ens liv, kan ikke kun gøres op i noget stringent indlysende, men rummer også det at være et helt menneske med alt hvad det betyder; herunder at der også skal være plads til livets mere abstrakte irrationelle sider.
Hvad er der så at fortælle om nordlyset?
Nordlyset er et resultat af sammenstød af atomerne i atmosfæren. Farverne er et ”fingeraftryk” af atomer i atmosfæren. På et niveau er nordlyset kosmisk og et spil mellem to elementer der både er langt fra hinanden og i symbiose med hinanden – solen og jorden.
Bedre end noget andet lysfarve fænomen udtrykker nordlyset det mangfoldige og sammensatte i denne fysiske verden, og nordlyset over den mørke polarhimmel bringer vinterhimmelens mysterium ind i menneskene, og er et udtryk for det eventyrlige, der også er vores verden.
Nordlyset rummer bevægelse og illuderer noget tredimensionelt, dynamisk og foranderligt.
Fænomenet har flere forskellige navne på samisk, bl.a. ‘Gouvssahas’, hvilket betyder ‘lyset der kan høres’. Poetisk, ikke sandt?
Spurgte man vikingerne, var forklaringen på nordlys, at lyset på nattehimmelen var genskin fra de kvindelige krigsgudinder, valkyriernes, skjolde og rustninger.
Samtidig findes en fortælling fra vikingerne om, at nordlyset viste broen Bifrost, der førte de faldne vikingekrigeres sjæle (frelst/forløst) til Valhalla.
Fælles for de nordiske og skandinaviske myter er, at de generelt havde en vis praktisk funktion for os mennesker, hvilket i bund og grund også er meningen med en fagforening.
Som fagforening skal safu bistå og hjælpe til, at der kommer noget positivt ud af de sammenstød der uvilkårligt sker på arbejdsmarkedet/arbejdspladsen, i respekt for at der både findes modsatrettede og fælles interesser mellem arbejdsgivere og medarbejdere, i en samtidig udvikling. Dernæst er safu rodfæstet i den skandinaviske fagforeningskultur der tager udgangspunkt i, at vi har et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, som fungerer under ordnede forhold. Læs om safus vision og mission her.