Ansættelsesbevis

Din ansættelse er individuelt. Du forhandler selv dine vilkår. Det kan dog være svært at vide, hvad der er vigtigt at få med, og hvad der er mindre vigtigt at få med i et ansættelsesbevis.

Du har krav på et ansættelsesbevis, hvis dit ansættelsesforhold varer mere end en måned og hvis du i gennemsnit arbejder mere end 8 timer om ugen. Du har krav på at modtage ansættelsesbeviset senest en måned efter ansættelsen.

Hvis du ikke har fået et ansættelsesbevis, eller hvis du mener beviset er forkert, skal du bede din arbejdsgiver om at lave et nyt. Arbejdsgiveren skal i så fald senest 2 måneder efter din anmodning udarbejde ansættelsesbeviset. Overholder arbejdsgiver ikke loven, kan du kræve godtgørelse.

Du kan evt. benytte de vedhæftede skabeloner til et ansættelsesbevis enten på dansk eller engelsk.

Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det også oplyses, hvem disse parter er.


Et ansættelsesbevis skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
  • Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
  • Arbejdsstedets beliggenhed.
  • Stillingsbeskrivelse eller stillingsbetegnelse.
  • Ansættelsestidspunkt.
  • Forventet varighed af ansættelsesforholdet – enten tidsbegrænset eller tidsubegrænset.
  • At Ferieloven og Funktionærloven er gældende for ansættelsesforholdet – herunder skal reglerne om opsigelsesvarsler fremgå af ansættelseskontrakten.
  • Den aftalte løn og eventuelle andre løndele, samt angivelse af hvornår lønnen udbetales.
  • Den daglige eller ugentlige arbejdstid.
  • Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerer arbejdsforholdet.

Udover disse oplysninger, kan der være andre ting der skal med i det enkelte bevis. Hovedreglen er at alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet skal med i beviset. Det kan dreje sig om vilkår du selv ønsker at få med i beviset eller det kan være vilkår arbejdsgiver mener, skal gælde for ansættelsesforholdet. Præcis hvilke vilkår der er væsentlige i dit ansættelsesforhold, kan du som medlem kontakte safu og få vejledning om.

Hvis dine ansættelsesforhold ændres væsentligt, så har du krav på et nyt ansættelsesbevis eller en tilføjelse til det du allerede har, hvor dine nye forhold er beskrevet.

Det er altid en god ide at få en juridisk vurdering, inden du underskriver ansættelsesbeviset. Det vil oftest betyde, at du og din arbejdsgiver senere undgår uenighed om vilkårene for din ansættelse. Som medlem af safu kan du altid rette henvendelse til sekretariatet.